At handle...
Det kan godt være vi tror vi ved meget mere om hvad Indien går ud på nu, end da vi kom for godt to uger siden, men der er utrolig meget mere at finde ud af. Det er som om jeg er kommet ned under det første lag - nu er der bare 20 mere. Det er vildt spændende!
Jeg stille spørgsmål hver dag, undres over ting og sager, men jeg tænkte det ville være godt at blive lidt konkret omkring det. Derfor vil jeg i det her indlæg prøve at beskrive en af de ting der gør det meget tydligt jeg ikke længere er i det danske, men i det indiske - nemlig deres handlekultur.
Den første ting i den forbindelse der virkelig interesserer mig, er deres evne til at ansætte en usandsynligt højt antal medarbejdere i deres butikker. Da vi var ude at købe tøj, er mit bud, at der var omkring 50 ansatte, bare i den afdeling der handlede med chudithars (den "slags" tøj vi går med - bestående at kjole, bukser og tørklæde). Det skal siges at der måske var omkring det samme antal kunder i den afdeling.
Hvis vi gerne ville prøve noget, var der en til at tage nålene ud, en til at vise os vores prøverum og en der bare sad udenfor prøverummet. Dertil kom alle dem der bare stod og så på den andre lavede noget.
Det bliver først rigtig sjovt når man skal betale. Her kommer nemlig min anden observering - er der noget indere godt kan lide, eller hvert fald bruger meget, er det stempler! Først får man en bon på det man gerne vil købe, når man så betaler får man et stemple for at have betalt, så skal man aflevere sin bon med stemple for at få tøjet igen, og så bliver der kvitteret med endnu et stempel. Og så troede vi vi var færdige, men nej. Kjolerne er syet med ærmer seperat, så man skal gå over i skrædderafdelingen for at få syet ærmerne på. Her skal man så aflevere det tøj vi lige har købt, åbne posen de lige har klipset sammen for at få et nyt stempel på en ny bon. Herefter er der en times ventetid før du med det sidste stempel kan få udleveret dit tøj færdigt. Så enkelt er det.
Nu tænker I måske, jaja Mathilde, men det er jo også tøj, det skal gøre ordenligt. Men princippet er faktisk stort set det sammen om du så skal købe et stykke kage i det lokale bageri.
Jeg har en plan om at jeg i hvert blogindlæg vil slutte med et lille fun fact - en sjov lille faktating fra det indiske.
Fun fact denne gang: Vi får tamillektioner hernede. I vores anden lektion spurgte vi hvordan man siger "jeg savner dig" på tamil. Vores lærer fortalte, at de egentlig ikke rigtig havde en fast vending for det - den var hvert fald helt ny i det tamilsk sprog. Som hun sagde "vi er altid sammen, vi har ikke brug for den sætning". Dog skal det siges, de har adopteret det engelsk miss og selv tilført en stavelse så man i dag godt kan sige det på tamil - men det er nyt og ikke så almindeligt. Det var ret sjovt af finde ud af synes jeg. Det fortæller noget om deres samfundsstruktur at de simpelthen ikke har et ord for at savne - det har bare ikke været nødvendigt før nu.
