Kristent bryllup på indisk

Jeg kan ikke rigtig nå at følge med, der skal bare rigtig meget de her dage. Men jeg vil gerne starte der hvor bloggen sluttede - nemlig at vi skulle til bryllup og forlovelsesfest hos en af de unge piger som er med i den ungdomsgruppe vi også er i som er tilknyttet kirken. Her holder de bryllup en dag og forlovelse dagen før. Det er ikke fordi de reelt bliver forlovet den dag, de er nemlig blevet forlovet lang tid før til en anden ceremoni hvor de to familier er blevet enige om de gerne vil have de to unge gift - det er en mere uofficiel ceremoni hvor den vi var til var den officielle. Traditionen med at arrangere ægteskaber lever i bedste velgående her, men inderne snakker meget om der er ved at ske et skift. Det bryllup vi var til havde bruden fået lov til at sige nej, hvis hun ikke brød sig om den fyr hendes forældre havde fundet - og det er jo rart at man kan sige nej.
Så vi altså til forlovelsesfest sidste søndag.
Jeg havde lidt nogen forventninger til hvad den her fest skulle gå ud på. Nogen ting var præcis som jeg regnede med, for eksempel størrelsen på festen. Vi havde fået at vide der ikke kom så mange til forlovelsesfesten, der kom ca 300, men så kom der jo også omkring 1500 til selve brylluppet. Alt var guldfarvet og med glimmer og kvinderne havde nogen flotte flotte sareer på, jeg havde prøvet det bedste jeg kunne at tage sareen rigtigt på og vi fik også meget ros for dem.
Men der var også nogen ting der bestemt ikke var som jeg regnede med og det var meget de samme ting til både brylluppet og forlovelsen der gik igen. Jeg må indrømme jeg blev lidt skuffet til selve brylluppet. Da den kirkelige ceremoni var slut kørte vi hen hvor festen skulle holdes, og selve festen gik ud på, at alle gæster (husk der var 1500 hvis ikke mere) skulle op på den opstillede scene, aflevere deres gave og have taget billeder med brudeparret. Der var et par stykke der forsøgte at spille en sang for parret - eller hvor enten ham eller hende alt efter hvem de kendte, eller holde en tale, men parret kunne ikke rigtig høre noget som helst fordi de skulle stå på scenen og have taget billeder. Hvis man som gæst ikke stod i kø, så kunne man gå op og spise sin middagsmad. Det er også noget der er absolut anderledes end derhjemme. Vores store fester har faktisk mad som omdrejningspunkt på en eller anden måde, vi sidder og bruger tid på at nyde god made ved borde sammen, få en god snak. Her er mad noget man spise for ikke at være sulten, også selvom man er til bryllup. Man kommer ind i et kæmpe rum hvor man sætter sig ved et kæmpe langt bord, hvor man højest kunne snakke med sin nabo og så spiser man, indtil man er færdig og så går man igen. Det er meget specielt, især fordi det er så anderledes. Det var en lidt mærkelig oplevelse, både fordi det ikke helt var hvad jeg regnede med, men især fordi jeg har det svært med arrangerede ægteskaber, i min verden kan man ikke snakke om kærlighed når de to mennesker der bliver gift, faktisk ikke kender hinanden. Samtidig er det meget almindeligt her, og jeg synes det er utrolig interessant at opleve fordi der er så utrolig mange mennesker hvis ægteskab starter sådan.
Nå, men før det bliver alt for langt, og før billederne, så får i dagens fact.
Her i Madurai har næsten alle kvinder blomster i håret - hver dag. Man kan ikke gå på gaden uden at finde en ældre dame der gerne vil sælge blomster til en. Og selvom jeg ikke er specielt god til blomster har jeg nu lært duften af jasmin - det er nemlig primært dem de har i håret - jeg tror i hvert fald nok det er jasminer.

Den kommende brud til hendes forlovelsesfest - hun havde 4 forskellige flotte sareer på.

"Industrikøkkenet" som jeg så det - her spiste alle gæster på skift. Det lignede mere en kantine en større virksomhed i Danmark end et bryllup.

Her er så scenen hvor alting foregik.

Nithija - bruden i kirken.

Der var rigtig mange præster til både forlovelse og bryllup - 10 styks faktisk.man kan også lige se en kvinde med blomster i håret.

Den superlange kø - jeg ved ikke om man kan se det, men den var lang!

Man kan rigtig se hvordan fotograferne stod der hvor det var bedst for dem, ikke for gæsterne.

Det var en speciel oplevelse at brylluppet gik så meget ud på at få taget de rigtige billeder - det var faktisk nærmest det vigtigste.

Vi fik lidt hjælp til vores sareer - da vi kom hjem fra bryllup - i midten har vi Shamilla der hjælper os rigtig meget hernede.